Vålse Medborgerhus 29. januar 2024
Beretning ved Generalforsamlingen i Lokalhistorisk Forening den 29. januar 2024. Ved Kathe Torp Jensen, formand.
§ 2 Foreningens formål er at støtte og fremme lokalhistorisk arbejde på Nordfalster, eventuelt udgive et årsskrift, afholde flere årlige møder med lokalhistoriske emner, alt i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv.
Formålet sammenholdt med sidste års planer og visioner – må vi vurdere at være
kommet godt i mål.
Foreningen har nu bestået i 37 år, blev etableret den 27. januar 1987. Mange år er gået, dette år er også gået godt, et godt og travlt år, med mange aktiviteter. Der har været stor interesse for deltagelse i vores arrangementer. Vort årsskrift er igen i år næsten udsolgt og antallet af medlemmer er konstant, trods et naturligt frafald på omkring 15-20 medlemmer hvert år. Aktuelt er medlemstallet på 414. Antallet har stor betydning for kontingentniveauet.
Årsskriftet fik en god anmeldelse i Dansk Historisk Forening. Blandt andet blev levnedsbeskrivelserne fremhævet. Foreningen var imødekommende med et tilskud til udgivelsen af årsskriftet.
Vi har afholdt 5 bestyrelsesmøder + generalforsamling. 1 redaktionsmøde hver måned, samt deltaget i arkivets arbejdsdag den første torsdag i måneden. Foreningens bestyrelsesmedlemmer deltager i Arkivets åbningstid om mandagen. To bestyrelsesmedlemmer deltog i årsmødet i Svendborg med teamet: Søfarten i Danmark arrangeret af Dansk historisk Forening.
Vores kasserer Hertha Keis registrerer 2 dage om ugen.
Det er et gensidigt samarbejde mellem Arkiv og Forening om at løse opgaverne, og det sætter vi stor pris på.
Derudover har der været møder med Guldborgsund kommune, Nørre Alslev spejder og LUNA om historiske stier i Nørre Alslev. Mange af Ejner Jensen interview med lokale stemmer er en guldgrube af lokalt historisk stof, hvor meget danner baggrund for vores artikler i årsskriftet.
Vi har fået arbejdet med de historiske plancher om 2.Verdenkrig på Nordfalster færdigt med et godt resultat.
Et godt samarbejde og hjælp såvel internt som eksternt omkring vort historiske arbejde er vigtigt og nødvendigt, og jeg takker alle jer, som bidrager hertil. Medlemmerne i vores Forening er krumtappen sammen med bestyrelsesmedlemmerne i Arkiv og Forening, og de øvrige frivillige – alle disse folk gør et kæmpe godt arbejde. Tak for dette fine samarbejde. Vi løfter i flok, alle gør det de hver især er gode til og har interesse for om det er med arkivarbejdet eller ved alle vores arrangementer. Tak for økonomisk støtte fra Guldborgsund kommune, så vi undgår underskud på arrangementer, disse er også et vigtig element i Foreningens formidling af historien. Der har igennem året været et arrangement en gang om måneden. Alt i samarbejde med Arkivet.
Her vil I se fotos fra nogle af de mange arrangementer i 2023.
På valg til bestyrelsen: Kathe Torp, Claus Olsen og Bente Kok.
Bente Kok udtræder og suppleant Adam Wagner indtræder i bestyrelsen.
Tak til Bente Kok for din indsats, specielt ved hjælp omkring Forsamlingshuset i Torkilstrup.
Lonnie Petersen vælges som suppleant sammen med Flemming Høeg som genvælges.
Visioner og Planer for 2024:
Arbejdet med historiske stier er fortsat i gang, forventes færdigt i denne sommer, Dette er i samarbejde med LUNA og Spejderne i Nørre Alslev.
Fremtidssikre vores funktioner.
Registrering af gravminder.
Fortsat arbejde med at forbedre vort nyhedsbrev
Arbejde med årsskriftet, samarbejde med Ejner Jensen, som optager lokale stemmer.
Arrangementer planlagt for 2024 :
Torsdag den 8. februar kl. 15-16.30 får vi besøg af Niels Ebbe Lollike som har skrevet bogen: 40 år i realkreditten plus renter, han vil fortælle om sit arbejde i Realkredit Danmark. Foredraget er i Arkivet (begrænsede pladser) kaffe/te og kage. Entre 30 kr. for medlemmer og 60 for ikke medlemmer.
Tirsdag den 5. marts kl. 19-21.30, Vig-gaarden, hvor præst og forfatter Poul Joachim Stender fortæller om :Livet er forordet til døden. Livet er kort, og døden er lang. Vi hæger om livet, for vi vil så gerne blive her lidt længere. Men en dag er det slut, og vi ved ikke hvornår. Som regel før vi aner. Når vores forældre dør, kan vi efterfølgende finde en lap på bagsiden af en kommode eller et notat i en boks om, hvordan bohavet skal fordeles. Hvem skal have mågestellet til 24 personer, hvem skal have malerierne? Måske er der en advokat involveret. Og selvom der kan være nostalgi og følelser knyttet til ting, er det jo alt sammen jura og materiel.
Der er dog så meget mere at sige, når vi skal herfra. Hvad er det for et menneske, der dør? Hvad boede der af drømme og længsler, skuffelser og glæder, stolthed og fortrydelser, hvilken åndelig arv efterlader det menneske sig? Og appellen lyder: Skriv dit åndelige testamente. Fortæl, hvad livet gav og tog. Giv også fortællingen om dig selv i arv til dine nærmeste sammen med kommoden. Og gør det hellere i dag end i morgen.
Hvordan? Det fortæller præst og forfatter Poul Joachim Stender om, der har rødder på Falster..
Kaffe/te og kage. Entre 100 kr. for medlemmer og 150 kr. for ikke medlemmer.
Torsdag den 11. april kl. 15-17 Torkilstrup Forsamlingshus, her kommer Henning Frandsen og fortæller om tvungen ophold og overgreb. Kaffe/te og kage. Entre 100 kr. for medlemmer og 150 kr. for ikke medlemmer. Piger og kvinder anbragt på Gundslev Pigehjem, Hjortebjerg Skole og Sprogø-anstalten. Foredraget handler om oplevelser og erindringer, som kvinder har haft om deres påtvungne ophold på de falsterske opdragelsesanstalter Gundslev Pigehjem og Hjortebjerg Skole samt på Ø- anstalten Sprogø for angiveligt lettere åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. I vil for pigehjemmenes vedkommende høre om en hverdag med hårdt arbejde, tarvelig kost, slidt og gammelt tøj, psykiske overgreb som ekstrem lunefuldhed og ydmygelser samt fysiske overgreb som tæsk og indespærring, men også, at den onde verden kunne blive god takket være forstanderskifte og en ny kurs. Sprogø-delen handler om kvinder, der opdragedes til at blive kønsløse arbejdsbier, selv når de – som alle andre kvinder – ønskede at gifte sig og få børn. Det måtte de ikke, fordi de ledende overlæger påstod, at kvindernes erotomani og hyper seksualitet overtrumfede deres moderfølelse, hvorfor det i øvrigt var godt og rigtigt at sterilisere disse kvinder. Foredraget fortæller også om
børneforsorg fra middelalderen og frem til ca. 1970-1985, herunder om Chr. 4.s Børnehus, Vajsenhuset, Opfostringshuset og den eksplosive vækst af børnehjem og opdragelsesanstalter i anden halvdel af 1800-tallet, om børneloven af 1905, hvor værgeråd kunne tvangsfjerne børn, etableringen af børneværn i 1933 og udviklingen op til gennemførelsen af Bistandsloven i 1976. Peter Sabroe, der rejste et utal af børnesager, har også fået plads i foredraget med sin hvasse kritik af forholdene på pigehjemmet Hebron. Det har ligeledes det racehygiejniske tankesæt, som bl.a. inspireret af Darwin og ændringer i befolkningssammensætningen i 1800-tallet, motiverede til og retfærdiggjorde indespærring på ø-anstalter samt sterilisation og kastration af mænd og kvinder i første halvdel af 1900-tallet.
Tirsdag den 14. maj kl. 14-16.30 guidet tur rundt på Nordre kirkegård i Nykøbing F. Ved Kasper Nielsen, kirkegårdsleder.
Turen til Sydsverige sidst i august. 20.-23.8. Stadig ledige pladser. Alle er velkomne.
September: festligholde 150 året for Helene Strange, født den 26. 9. 1874
8. oktober, samarbejde med beboerforeningen om et foredrag af Anne Elisabeth fra Museum Lolland – Falster Tanken er at komme lidt længere tilbage i historien, og få Anna-Elisabeth Jensen fra Museum Lolland-Falster til at holde et foredrag om “Vores fortid. Nordvestfalster og Vålse i vikingetid og tidlig middelalder.”
Anna-Elisabeth udgav i 2022 bogen “Dania Slavica Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn i vikingetid og tidlig middelalder” Hun modtog i år Julius Bomholt prisen for fremragende forskningsindsats.
Vilhelmsdal markedet sidste weekend i september.
Åbent Arkiv anden weekend i november.
Evt. en filmaften i december
Beretning for årets forløb i Arkivet ved Else Marie Andersen.